DMU – omtale

I weekenden var der som bekendt DM-Ungdom på Hvidovre Stadion. Det blev et mesterskab, der mere end levede op til forventningerne for AKH.

Hos de 14-15 årige deltog Mikkel i 100m, 200m og 300m. Desværre var det ikke sprintvejr på Hvidovre Stadion, som det ellers så ofte er. Vi oplevede nemlig noget så usædvanligt som stærk østenvind en hel weekend i træk i september. Og Hvidovre Stadion er medvindsstadion ved klassisk vestenvind. Nå men trods det langt fra optimale sprintvejr leverede Mikkel flotte resultater.

På 100 meter lørdag eftermiddag fik Mikkel en rigtig skidt start, hvor han var ligeved at vælte på næsen. Han fik sig dog løbet op og blev nr. 3 i sit heat med 12,40 i den kraftige modvind. Det blev ikke til finaleplads i denne for Mikkel lidt sekundære øvelse. Men Mikkel fik vist, at hans topfart bestemt intet fejlede. Dette var en værdifuld erfaring inden 300 meteren sent lørdag. Her var Mikkel favorit. Det har Mikkel aldrig prøvet før til et mesterskab. Det var derfor en meget nervøs Mikkel, der satte sig i blokken i A-finalen. Nervøsiteten forsvandt dog, da løbet gik igang. Mikkel var outstanding og slog helt uhørt nærmeste konkurrent med over et sekund. Det blev samtidig til PR med et halvt sekund, så den nu lyder 37,31. Dermed vandt Mikkel sit første danske mesterskab (forhåbentlig ikke det sidste). Stort tillyke med det!

Dagen efter skulle Mikkel løbe 200 meter. Her blev han placeret på bane 2, hvilket ikke lige er livret for en ung fyr på 2 meter, der i forvejen ikke er superstjerne i kurve. Da der samtidig var en modvind på 3,2 var der ikke mulighed for PR. Det blev dog alligevel til udemærkede 24,58 og en rigtig flot bronzemedalje. Alt i alt et fremragende mesterskab for Mikkel, der foruden sine medaljer også klarede kravet på 300m til DAF’s talentudvikling.

Michell var med i hammer og vægtkast. Lørdag aften stod den på hammer. Her havde Michell i de første kast store problemer med at finde teknikken, hvilket nok kan forklares med den manglende tekniske træning grundet efterskoleophold. Men i de sidste kast fandt han endelig teknikken frem. I 5. runde kastede Michell 34,65, hvilket var PR. Han skulle dog kaste 2 meter længere for at få medalje. I sidste kast satsede Michell hele butikken. Det blev da også til Michells klart bedste kast. Desværre røg den uden for kasteretning, hvorved Michell endte på en 5. plads. I vægtkast var Michell i modsætning til hammerkastet med fra første runde. Her kastede Michell 11,98 med det 12,5 kg tunge redsskab. Desværre for Michell blev de næste 5 kast ikke længere. Og endnu mere ærgeligt var det, at vi efterfølgende kunne konstatere, at Michell vandt sølv kun sølle 9 cm fra guldet. Super super ærgeligt. Men trods alt flot, at Michell vandt sin først DM medalje nogensinde.

 

Mathias deltog i hele 4 øvelser. Han startede lørdag med at kaste spyd. Sidste år fangede Mathias en gris med et kast på 49,50, som han ikke senere har været i nærheden af. Så der var forventninger om konkurrence med resultater mellem 45 og 48 meter. Mathias havde dog en fremragende dag med spydet. Det blev til to kast over 50 meter, hvoraf et kast på 51,15 kronede værket. Hermed vandt Mathias en overraskende sølv kun 44 cm fra guldet. På 100 meter lidt senere på dagen blev det derimod ikke til et superresultat. Der var direkte finale pga. flere afbud. Efter reglerne skal en sådan ligge på finaletidspunktet. Mathias sad derfor tre timer tidligere og spiste sin frokost. Der opdagede han, at hans modstandere var igang med opvarmningen. Man havde åbenbart fejlagtigt besluttet at placere finalen på tidpunktet for indledende. Mathias nåede 5 min opvarmning (200m jog og et stigningsløb). Det blev dog trods alt til en 4. plads og vigtigst af alt ingen skader…

Søndag lavede Mathias favoritøvelsen hæk. Der var afbud fra den danske seniormester Chr. Laugesen, hvorved Mathias kunne løbe sig til en sikker guldmedalje. En vind på 3,3 i hovedet betød dog, at et ellers teknisk fint løb ikke kunne omsættes til PR. Det blev til udemærkede 16,58. Mathias sluttede mesterskabet med at vinde bronze i længde i en konkurrence, hvor Mathias aldrig fik teknikken til at køre.

Sidste mand i ilden fra AKH var Christian, der var med til DM for første gang. Lørdag stod den på spydkast. Christian kastede sig overraskende i finalen, hvor han endte på en 6. plads med sit næstlængste kast nogensinde på 39,22. Fin debut til Christian, der nu skal bruge en vinter i vægtlokalet, så han kan vende endnu stærkere tilbage næste år. I kugle gik det tilgengæld ikke super. Det blev dog trods alt til et udemærket stød på 8,81, hvilket gav en 10. plads.

Alt i alt blev målsætningen til fulde indfriet. 2 guld, 2 sølv og to bronze, hvortil det skal huskes, at de to sølvmedaljer havde henholdsvis sølle 9 og 44 cm til guldet.

Til sidst skal det nævnes, at klubbens skadede “stjerne” Andreas fik en masse omtale i weeekend trods manglende medaljer. Der var en hel side med artikel og billede om Andreas i søndagsudgaven af DKs største avis Jyllands-Posten. Artiklen med overskriften “En drømmer fra Holstebro” handlede om, at man i Dansk Atletik efter et skuffende OL har store forventninger til Andreas i fremtiden.