Lidt om livet i klubben i 1950’erne

Skrevet af Poul Skov, formand 1957-1959

I forbindelse med udgivelsen af 100-års jubilæumsskriftet har klubben spurgt, om jeg ville skrive lidt om, hvordan det var at være medlem i 1950’erne. Det er baggrunden for det følgende, som må læses med det forbehold, at de mange år, der er gået siden, kan have påvirket mine erindringer. Jeg var medlem af Athletikklubben Hostebro fra cirka 1953 til 1959, de sidste to år som formand. I 1959 rejste jeg fra byen og måtte derfor forlade klubben.

Athletikklubbens pokal og diplomvinderen oktober 1957

Fra venstre: Jens Jørgen Nielsen, Ole Andersen, Harry Frantsen, Jørgen Frandsen, Sune Fredslund og Poul Skov 


M
it første møde med klubben var, da jeg som 15-16 årig dreng en aften mødte op til træningen for at blive meldt ind. Jeg havde været spændt på, hvordan det ville være, men følte mig med det samme godt modtaget og oplevede en god og positiv stemning. Den gode og positive stemning holdt sig i alle årene og viste sig at være karakteristisk for klubben. Vi havde ikke noget klublokale dengang, så vi var primært sammen ved træningen, under turene i forbindelse med stævner og i hytten ved Galgebakken, hvor vi om vinteren mødtes hver søndag formiddag og gik i finsk badstue efter en god gang træning i skoven. Min oplevelse var, at alle blev inddraget i fællesskabet i klubben på tværs af alder og præferencer inden for atletikken.
Træningen foregik ret uformelt, men der var ingen tvivl om, at vi trænede for at blive dygtige inden for de forskellige discipliner. Det havde jeg det godt med. Det var jo ikke mindst derfor, jeg var kommet. Mine interesser var især løbedisciplinerne, mens jeg aldrig rigtig fik interesse for kast eller stangspring. Det sidste var måske meget godt, for som jeg husker det, var der ingen pude i stangspringsgraven til at modvirke stødet, når man landede. Det var der heller ikke i højdespring, men der gjorde det knap så meget, for metoden dengang var saksespring, hvor vi landede på benene. Baneløbene foregik på tunge cindersbaner, som krævede ret lange pigge i pigskoene for at opnå et ordentligt afsæt. Startblokkene var nogle træklodser med indbyggede søm, så man kunne banke dem ned i banen. Alt det kan lyde meget primitivt og gammeldags, hvad det jo også var sammenlignet med i dag, og det har uden tvivl også påvirket resultaterne. Jeg oplevede det imidlertid aldrig som et problem, for det var jo fælles for os alle sammen, og sådan var det også i andre klubber, som vi besøgte til stævner. Det betyder ikke, at baner, redskaber og andet ikke blev passet og plejet for at give os de bedste muligheder for at opnå gode resultater. Men det var den tids vilkår. Jeg håber, at arbejdet i klubben i dag kan foregå under nutidens vilkår med moderne baner og under gode betingelser i øvrigt.
Noget der står stærkt i min erindring, og som spiller en stor rolle, når jeg tænker tilbage på de gode år, jeg i min ungdom havde i klubben, var glæden ved at blive udfordret fysisk og det gode miljø, hvori det foregik. Det gode sammenhold, de gensidige opmuntringer, deltagelsen i stævner, anerkendelsen af et godt resultat, forslag til hvordan man kunne forbedre sin træning og meget andet var med til at skabe et godt miljø, som i høj grad var fremmende for lysten til at dyrke atletik og dermed også for bestræbelserne for at opnå gode resultater. Her betød lederne og de lidt ældre medlemmer meget. Ud over at virke som gode eksempler var det dem, der stod for træningen, indkøb og vedligeholdelse af redskaber, tilmelding og aftaler om kørsel til stævner, gennemførelse af egne stævner med deltagelse fra andre klubber, planlægning af klubmesterskaber, udarbejdelse af resultatoversigter, regnskaber og meget andet, som er nødvendigt for, at en klub kan fungere. Det gik først efterhånden op for mig, at der her blev udført et meget stort og værdifuldt arbejde af ret få personer. Det er ikke den slags arbejde, der trækker overskrifter i pressen, men jeg synes, det fortjener at blive både nævnt og påskønnet. Fra min tid husker jeg ikke mindst Svend Aage Nielsen og Henry Jacobsen som samlende og helt centrale personer både på træningsbanerne og i klubbens øvrige arbejde. De var i høj grad medvirkende til, at mange børn og unge dengang fik gode muligheder for at opleve glæden ved at dyrke atletik. Der kan nævnes andre, men det er dem, der står stærkest i min erindring nu her cirka 65 år senere.
Til Lykke med de 100 år
Poul Skov