Fredag aften blev den traditionsrige “Årets Idrætsfest” i Holstebro Kommune afholdt. Athletikklubben “Holstebro” blev ved den lejlighed kåret til Årets Klub 2009 i Holstebro Kommune!
Prisen begrundtes først og fremmest med, at atletikklubben var den forening i Holstebro, der opnåede de bedste eliteresultater i 2009. I 2009 var klubben eksempelvis repræsenteret ved EM for seniorer og ved en EM-finale for juniorer, samt vundet medalje ved NM for juniorer. Derudover har klubben i 2009 hentet 2 guldmedaljer ved de danske seniormesterskaber plus 1 sølvmedalje, 1 bronzemedalje og 3 fjerdepladser. Dermed er atletikken årets mest vindende sportsgren i Holstebro Kommune. En suplerende begrundelse for prisen var, at AK-Holstebro i 2009 har oplevet en spændende klubudvikling, herunder en flot vækst i ungdomsafdelingen Med prisen fulgte en check på 5.000 kr samt en vandrepokal, som formand Jakob Larsen stolt kunne modtage på scenen. Festen sluttede med at kåre årets sportsnavn i Holstebro Kommune. Denne pris vandt Martin Krabbe sidste år. I år var Andreas Martinsen, Danmarks hurtigste hækkeløber 2009, blandt de 3 nominerede til prisen. Prisen gik dog i år til Team Tvis Holstebro, der i 2009 har vundet DM bronze og pokalfinalen i håndbold.