Torsdag aften var der årets store aften hvor dragonkasernen udfordrer byens sportudøvere. Byens bedste atletikklub stillede op, som sædvanlig, i 100m, håndgranatkast og 1.000m stafet.
Modsat sidste år, hvor vi ryddede bordet, var der langt mere modstand i år.
På 100 m stillede Jakob og Michael op mod to fyre, der umiddelbart ikke tydede på skulle give modstand. Den ene havde løbet en coopertest om formiddagen som et led i udtagelsen. Men han var heller ikke den hurtigste, det var fyr nummer to fra kasernen. Med håndstoppede tider på mellem 12.2 og 11.6 var det et hurtigt løb. JDR på 1. og 4. pladsen, Michael og Jakob på 2. og 3. pladsen.
I håndgranatkast var kasernen væsentligt stærkere end sidste år og vi havde ikke den store chance der. Men ellers godt kastet af Niels-Peter, Christian og Paul.
I 1.000 m stafet var der derfor ekstra meget spænding. Kunne vi redde æren i den prestigefyldte disciplin, der har sin egen pokal. Opstillingen var Benny, Mathias, Jakob og til sidst Michael på 400 m. På den første etape tabte AKH 10 meter, men heldigvis var Mathias i stand til at komme foran før skiftet til Jakob.
Jakob havde nogen tricks oppe i ærmet og formåede at skifte til Michael få meter foran JDR. Indtil der manglede 200 m var Michael kun lige i spidsen, men så fik JDR’s mand problemer med udholdenheden og Michael løb den hjem med 2 sekunder tilovers i tiden 2.13.
Det skal også nævnes at Sanne Gaasvig og Mette Bisgaard, der også har deres gang på stadion, løb en sejr hjem i 4*2.000 m terrænløb.