Martin EM-klar

Efter to weekender i træk at have konkurreret i England var AKH’s to sprintere Martin Krabbe og Andreas Martinsen lørdag taget til svenske Gøteborg. Martin Krabbe viste i Gøteborg, at topformen for alvor er ved at indfinde sig. I finalen på 60 meter sprint blev Krabbe nr. 2 med tiden 6,79 sek, hvilket er hans klart hurtigste løb i 2011. En tid der samtidig var under det fastsatte stabilitetskrav på 6,80 sek til kvalifikation til EM. AKH er dermed sikret deltagelse af 2 mand ved EM i indendørs atletik, der finder sted i Paris første weekend i marts. Det er første gang nogensinde Holstebro har to seniorer kvalificeret til et internatinalt atletikmesterskab.
 
Holstebros anden kommende EM deltager Andreas blev nr. 2 på 60 meter hækkeløb ved stævnet i Gøteborg. Med tiden 8,10 sek var han blot 0,01 sek. fra sin nysatte danske U23-rekord. En rekord, som nok skal blive forbedret yderligere, når hans svage punkt – accellerationen – kommer til at lykkes bedre.

De to sprintere skal allerede i konkurrence igen tirsdag i København til Danmarks eneste internationale indendørsstævne, Sparta Indoor. I den kommende weekend kan de to opleves ved DM i atletik, der afvikles i Sparbank Arena i Skive. Martin er storfavorit til at vinde sit 7. danske mesterskab på stribe på 60 meter, mens Andreas er storfavorit til at vinde sit første danske seniormesterskab på 60 meter hæk