Martin leverede fantomtid – Andreas med endnu en dansk rekord

Klubbens kommende EM-deltager leverede lørdag et brag af et løb

Martin forbedrede lørdag sin personlige rekord ved et stævne i Norge. Han fik dermed en perfekt optakt på de næste spændende 14 dage, hvor den står på DM og EM. 
Det flotte resultat skete ved “Florø Indoor 2009”, der er et stort internationalt sprintstævne. Stævnet afholdes i den lille norske by Florø, der bare har et par få tusinde atletikgale indbyggere. Da byen samtidig er rig på olie og naturgas, bruger man nogle af oliepengene på at betale for, at nogle af europas bedste sprintere kan blive fløjet op til dette årlige stævne. 
Martin Krabbe og Andreas Martinsen fra AKH var således også blevet inviteret til stævnet.
På 60 meter skulle Martin Krabbe møde en række topsprintere, hvor engelske Leon Baptiste på papiret var største stjerne. Baptiste er blandt andet forsvarende engelsk mester på 100 meter og 200 meter, samt nr. 3 på europaranglisten på 200 meter.
Allerede i det indledende heat viste Martin lovende takter. Her blev det avancement til finalen med hurtigste tid, 6.78, hvilket var en forbedring af den personlige rekord med 0,01 sekund.
I finalen fyrede Martin et intet mindre end fremragende løb af. Med en fantastisk acceleration strøg han fra resten af feltet, og i mål var han en suveræn vinder med tiden 6,70 sek! Sejren medførte foruden prestigen en bonus på 500 euro (små 4000kr).
Med den enestående tid er Martin Krabbe nu den 3. hurtigste dansker igennem tiderne på 60 meter, samt den næsthurtigste i Norden i år.
Martin tager desuden et gevaldigt hop op ad Europaranglisten. Han rykker fra en 96. plads til en plads som nr. 34 i Europa.
Næste weekend afholdes de danske mesterskaber i atletik. Martin er nu storfavorit til at hjemføre guldet for 5. år i træk på 60 meter. Weekenden efter står den på EM, hvor Martin nu pludselig også er et interessant navn.

Andreas deltog som sagt også ved stævnet i Florø. Andreas deltog i et 60 meter hækkeløb for de største hækkeløbstalenter i Norden under 20 år. Andreas vandt finalen i flotte 7,91. Der skulle dog målfoto til for at give Andreas sejren foran sin evige konkurrent Anders Idås fra Norge. Med tiden 7,91 forbedrede Andreas sin egen danske U20 rekord med 0,03 sekund. Andreas Martinsen er således også i storform inden næste weekends DM.
 
Hvis det har interesse, så kan Andreas’ finaleløb ses nedenfor:
[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=SkIEUa9jbFw]

Mathias var også til stævne i weekenden. Søndag deltog han i det festlige arrangement i Marselisborghallen ”Spring med musik”. Det er et arrangement, hvor man havde fået en professionel DJ til at komme med alt sit grej og fyre op for stemningen i alle konkurrencerne. Hvis de aktive ønskede det, så kunne man bede om et bestemt nummer til alle sine spring. Der var således mulighed for at springe til sit yndlingsnummer – uanset om det var med Rage Against The Machines, Sash eller Lars Lilholt. Mathias bad om, at der skulle spille ”Back In Black” med AC/DC hver gang han skulle springe længde. Om det var musikken, der gjorde det vides ikke. Men det blev i hvert fald til en fin PR på 6,20 meter. Det var første gang, at Mathias sprang over de 6 meter. Det tegner efterhånden til at blive til et spændende DM i mangekamp om 14 dage.