NVJ Stævne 11. maj 2016

Årets første NVJ stævne blev afholdt på egen jord, på en solbeskinnet forårsaften med knap 20 grader og en svag østenvind på tværs af stadion, som dermed ikke havde nogen betydning for de gode resultater, som der var en masse af.

Der var også denne gang en stor og velvillig opbakning fra forældrene, og uden dem kunne vi ikke have afviklet stævnet, så stor ros og tak til dem.

Også i kageboden blev der handlet flittigt, og igen har forældre været enormt velvillige til at hjælpe og donere kage, så der manglede ikke noget.

På det sportslige område kunne vi konstatere, at mange af vores egne unge stillede op og gjorde det godt. Børne- og ungdoms-trænerne havde hænderne fulde med at støtte deres egne, og var med til at sikre, at alle fik en god oplevelse. Til første stævne i sæsonen er det her man mærker det, hvis man er rykket en aldersklasse op, om det så er springet fra børneatletik til ungdoms atletik, med flere øvelser, eller fra 11 til 13 år, hvor redskaberne bliver tungere og afstandene længere.

Lidt nedslag iblandt mange flotte præstationer

Daniel slog klubrekorden for de 9 årige drenge med 1.06 i højdespring.

I kasteburet blev der virkeligt kastet langt af gæsterne fra Stoholm hvor Vicki Dahl slog den danske rekord i hammer med et kast over 61 meter.

Vores pige 12-13 års gruppe satte sig hårdt på alle øvelserne og det blev til en del af personlige rekorder og bedstenoteringer. Vi er virkelig en klub med årelange traditioner og indimellem bliver det meget nærværende. I længde sprang Rebekah og Alberte lige langt og deler nu 2. pladsen på rekord listen sammen med en Anne Baunsgaard, der i 1963 også sprang 4.61. Der er ikke langt op til Sarah Winther, der med 4.70 stadig sidder på rekorden i denne og i rigtige mange andre øvelser. I hæk blev det også til gode tider, hvor Amanda og Alberte fik noteret samme tid, men da det er håndstoppede tider, vil de ikke finde vej til rekordbøgerne.

Men da sæsonen kun lige er startet så vil der blive rig lejlighed til at få et godkendt resultat, og med stor sikkerhed, nye klubrekorder i den øvelse. Vi har stor fokus på hæk, der er lidt et varemærke for klubben, og det kan tydeligt ses på resultaterne.

En lille gruppe af de unge drenge fulgte hinanden rundt og fik allesammen et godt udbytte med derfra, og det samme gjorde sig gældende for den store gruppe piger i 8 års alderen.

Link til resultater

DSC_0958

Stemningsbillede kort før det hele gik løs kl. 18.