Vestdanske mesterskaber – to guld og to sølv

Blandt de 700+ starter der var i Marselisborghallen var der også en lille kerne af unge fra AKH. Men de fik også det maksimale udbytte ud af det med to guld og to sølv medaljer. Det er sindsygt godt klaret og over forventning.

Sarah havde ofret deltagelse i vinterløb i Holstebro for at få det maksimale ud af, at hun er ældst i årgangen og i kraftig fremgang og god form.

Hun havde trænet ekstra atletik op til og hele den sidste uge og stillede op i 60 m, længde og kuglestød.

Sarah har arbejdet med at få hendes starter til at blive hurtigere samt have højere topfart, og begge ting lykkes til fulde. Hun vandt sin indledende 60 m, hvor der var 4 heat, hun vandt semifinalen og finalen. Alle tre tider var de hurtigste til dette stævne for de 13-årige og også hurtigere end drengene og hurtigere end der blev løbet sidste år. Tiden i semi- og finalen var så god som 8.61 og flytter hende op som nummer 7 på kvindernes rangliste. Ret godt klaret af en pige, der bliver 13 år i næste måned.

 

 

 

 

I kuglestød var der ikke samme tænding, men alligevel fik hun et godt resultat.

I længde var der ved at være udsolgt, efter de tre første forsøg lå hun som nummer 2 – 16 cm fra første pladsen. Det ville kræve PR at blive nummer et, så i de tre ekstra spring stod Sarah over på nummer 4 og samlede kræfter til en satsning. Det lykkedes hende i sidste spring at øge med 12 cm til 4,47, 2 cm fra PR og sølle 4 cm fra første pladsen.

Der blev byttet rundt på et og to ift. 60 m.

 

 

 

 

 

 

Bjarne er rykket op i D15 og det betyder at der skal løbes mod større drenge, og at vægten på kuglen får et nøk op ad. Det lykkedes Bjarne for tredje stævne i træk at forbedre PR på 60 m og kom for første gang under 9 sekunder. I kuglestød fik Bjarne også et godt resultat med et stød, der gav ham en plads i top-15.

Ida satser mere og mere på stangspring, selvom det holder hårdt at kunne træne. Det betyder at M-hallen er blevet hendes tredje trænings-lokation, og dermed hjemmebane. I stangspring var der sædvanen tro rykket tre grupper sammen, og de mindre sprang først.

Stangspring for piger og kvinder har aldrig været bedre end den er nu, med tre danskere over 4 meter, så det er suverænt at Ida indtager en plads i kvinde top-10 i det felt.

Ida skulle forsøge at satse lidt mere og få prøvet opvarmning og spring af. I februar lurer DM Senior og ugen efter DM Ungdom, så grundniveauet skal hæves og teknikken pudses af.

Efter en urolig start på 2.70 klarede Ida højderne 2.80 og 3 uden problemer. På 3.10 skulle der en nedrivning til, og på 3,20 skulle der springes tre gange før PR var i hus. På højden 3,30 var der ikke så meget at gøre denne gang, men for tredje gang i træk kunne Ida kåres som Vestdansk Mester i stangspring og også for tredje gang med Sandra fra Odense som nummer to.

Om søndagen skulle Magnus se om de mange timer på banen med intervaller kunne bruges til noget på 1.500 meter. Det er ret specielt at løbe den distance i den lille hal på en 150 meter rundbane, der skal gennemløbes 10 gange. Der er skulle løbes til og spurtes til sidst, og her var det tæt på at Magnus havde hentet nummer et, idet der ved slut kun var 1½ sekunder der skilte Magnus fra første pladsen. Men en meget stolt og glad Magnus fik en fortjent sølvmedalje i en kæmpe PR, mere end 45 sekunder hurtigere end sidste år.

Senere skulle Magnus løbe 60 m hæk, og her er en udmarvende 1.500 ikke den optimale forberedelse. Magnus endte i indledende på den utaknemmelige 8. plads, én plads fra en plads i finalen.

Men alt i alt et forrygende mesterskab med en træner, der er stolt af sine drenge og piger.

Resultatliste